Dødsensalvorlig dannelse – oplev verdens første aids-museum

Skuespiller formidler med entusiastisk energi den tragiske historie om stigmatiserende sygdom og menneskelige skæbner via livsbekræftende kunst og sort humor.

Af Claus Skovbjerg

‘AIDS kills fags dead’. De blodrøde bogstaver springer i øjnene på os som noget af det første på den store ‘stigmavæg’ nær indgangen til World AIDS Museum and Educational Center. Men trods det noget makabre budskab føler jeg og den øvrige gruppe af rejsebloggere os hurtigt velkomne. Museets daglige leder Ed Sparan, en midaldrende, korpulent herre med cykelstyrsoverskæg, tager imod med åbne arme og inviterer os ud på en timelang og medrivende aids-odyssé.

IMG_1499
Rundvisningen på museet er en historisk vandring i tid

Første og eneste aids-museum i verden
Ideen om et aids-museum opstod i en lokal støttegruppe for hiv-smittede kaldet POZitive Attitudes. Takket være donationer fra et velvilligt lokalsamfund kunne verdens første aids-museum slå dørene op i maj 2014 i Fort Lauderdale-bydelen Wilton Manors.

”Under Holocaust døde mere end 6 millioner mennesker, og der findes mere end 400 museer, som er tilegnet denne sag. Aids har krævet 39 millioner dødsofre, og det her er det eneste museum tilegnet disse mennesker,” fremhæver Ed Sparan stolt.

Et aids-museum i et solbeskinnet ferieparadis som Fort Lauderdale kan umiddelbart undre. Men hvor byer som New York og San Francisco tidligere var landets hårdest ramte af aids, er epidemien i dag rykket længere sydpå:

”Hvis man kigger på udbredelsen af hiv i USA, så er Broward amt, hvori Fort Lauderdale ligger, nummer 1, og Miami er nr. 2. Området her er epicentret for det hele,” forklarer Ed Sparan.

Kunsten som øjenåbner og forløser
I dag er hiv et fænomen, som alle uanset seksualitet er berørt af, enten som smittet eller pårørende. Og for de mennesker, der for en stund har mod på at udforske en anden og mere skyggefuld side af Fort Lauderdale end skyggen under strandpalmerne, venter der en lærerig oplevelse ud over det sædvanlige på aids-museet:

”Vi har samlet en masse ting på meget lidt plads. Hver eneste person får en wow-oplevelse. De taber kæberne og står mundlamme tilbage,” fortæller Ed Sparan.

For med en baggrund som skuespiller viser han scenevant rund. På entusiastisk og engagerende vis bruger han kunstens udtryk som inspiration til at åbne op for at tale om den stigmatiserende sygdom:

”Det er meget improviserende. Det er ikke bare en rundvisning, det er en samtale.”

Han ser uddannelsescentret som den vigtigste del af museet – med al den uvidenhed og de fordomme, der stadigvæk eksisterer om sygdommen:

”Nogle gange er stigmaet mere dødeligt end selve sygdommen.”

Kunsten som personlig terapi
Kunsten blev også måden, hvorpå Ed Sparan bearbejdede sin egen skæbne. Han viser os ind i et tilstødende galleri og stopper foran en skulptur formet som en stor rød aids-sløjfe. Ved siden af kunstværket hænger et fotografi med motivet af en lidt yngre og noget mere tyndkindet udgave af Ed Sparan:

”Som 39-årig skete det, jeg ikke troede kunne overgå mig – jeg blev testet hiv-positiv,” røber han.

Forsamlingen forstummer andægtigt, og kun lyden af en musikvideo med Freddy Mercury høres i baggrunden.

Efter at være blevet testet hiv-positiv, fik han den ídé at gemme alle sine tomme medicinglas. I et land uden obligatorisk sundhedsforsikring løber den slags op, og efter ti år havde han forbrugt hele 417 pilleglas, svarende til medicin for i alt 333.600 dollars.

”Kunstværket er en fantastisk måde til at forstå tallene på, forstå formatet af det her. Men selv om dette kunstprojekt stoppede efter ti år, synes epidemien og stigmaet dog aldrig at stoppe,”forklarer Ed Sparan den måbende forsamling.

IMG_1521
Ed Sparans kunstværk ‘The 10 Year Ribbon’

Mindearkiv sætter ansigter på tragedien
Aids-museet fungerer også som et mindested, hvor pårørende kommer for at bearbejde deres sorg. På en computerskærm kan de søge på navne i et digitalt arkiv over tusinder af aids-mindetæpper:

”Folk, der kommer her, græder lige her i mine arme, når de ser navnet på deres kære,” fortæller Ed Sparan.

Mindetæpperne er en del af Navneprojektet, der startede i 1987 for at dokumentere de liv, som man frygtede, historien ville negligere. Virkelighedens mindetæppe er ironisk nok på størrelse med låget af en ligkiste, og museet arrangerer jævnligt workshops, hvor folk kan designe deres eget mindetæppe.

Rick Hurlbut, der er rejsekonsulent og besøgende fra Canada, finder aids-udstillingen temmelig amerikansk, men med hiv og aids tæt inde på livet rører den ham alligevel dybt:

”Mindetæppet er en meget amerikansk reaktion – men den mest opsigtsvækkende. Det er den personlige historie! Det er meget, meget rørende. Det minder én om de mennesker, man kendte, og som man begravede.”

Humoren og selvironien som forløser
Trods den tragiske alvor bag aids insisterer Ed Sparan på, at museet skal være andet end sorg og tristesse:

”Det handler ikke kun om sorg, der er også en fantastisk masse håb. Det er ikke et trist sted, det er et følelsesmæssigt sted.”

Og snart træder smilene da også frem. En forløsende latter går gennem forsamlingen, da han stolt fremviser en spraglet skulptur i stiletsko med skruer som hæl, der splintrer et spejl til glasskår. Kunstværket, der har fået titlen ‘I Can’t Take It Anymore’, er et eksempel på, hvordan en dragqueen selvironisk sætter hælene i over for et omgivende puritansk samfund, der alt for længe så skævt til dem og trak på skuldrene af den såkaldte ‘bøssepest’.

”Det giver en vis følelsesmæssig forløsning. Det er overraskende, hvor hurtigt latter kan møde tårer,” konstaterer Rick Hurlbut.

”Det er så nemt at blive overvældet af en tragedie og fristende at lukke ned for sine følelser. Så hvad der end måtte vække ens følelser til live – uanset om det er sort humor – er ikke nogen dårlig idé.”

IMG_1527
Kunstværket ‘I Can’t Take It Anymore’

Håb og styrke i et positivt sind
Ud af humoren kommer også håbet og styrken til at overleve. Hvert år på årsdagen for sin diagnosticering fejrer Ed Sparan endnu et år som hiv-positiv:

”Jeg føler det er en fest. Jeg er glad for at være i live. Så jeg tager mig et glas champagne og et stykke Godiva-chokolade, og så fejrer jeg det.”

Ed Sparan er tydeligvis gået over tid – og dét i mere end én forstand. Et kig på klokken afslører nemlig, at han har tryllebundet os i langt ud over den aftalte time. Men hvad gør det, når vi alle går herfra ‘smittede’ med Ed Sparans egen livsbekræftende læring:

”Vi må se det smukke og det positive i det, der går under navnet hiv-positiv! Jeg føler mig virkelig velsignet over at være talerør for så mennesker, der er gået bort.”

FAKTABOKS:

World AIDS Museum and Educational Center:
http://www.worldaidsmuseum.org

AIDS tidslinier:
Oplev aids i amerikanske billeder
Forstå aids og hiv’s historie – set med danske øjne

Mobil apps:
Gå på opdagelse i mindetæpperne: http://aidsquilttouch.org
Mindetæpperne fortæller – lyt til ‘Quilt Stories’: http://quiltstories.org

  • Fordommene om aids lever i bedste velgående

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *