Folket der vil forblive det de er

Luxembourgerne er stolte af deres multikulturelle samfund. Men samtidig kæmper de for at bevare deres eget sprog og identitet i den voksende strøm af indvandrere.

Af Claus Skovbjerg

Det lille storhertugdømme Luxembourg ligger godt gemt, glemt og indeklemt mellem Tyskland, Frankrig og Belgien. Trods sin lidenhed favner landet en stor sproglig mangfoldighed, for her i Europas mest multikulturelle land er knap halvdelen af landets indbyggere udlændinge. Hovedstaden af samme navn er en kontrastfyldt landsbymetrolpol, hvor majestætiske middelalderfæstninger spejler sig i EU-institutionernes moderne glasfacader.

IMG_0160
Péitrusse-dalen med bydelen Grund

‘Mir wölle bleiwe wat mir sin’
Fra den frodige dal med den brusende Péitrusse-flod følger jeg den stejle brostensgade og når lettere forpustet den gamle byport til Luxembourgs Ville-Haute. På en bygning i gyden til venstre ses en tårnformet karnap med storhertugdømmets royale våbenskjold, den luxembourgske røde løve med gul krone, tunge og klør. Ved siden af står ordene ‘Mir wölle bleiwe wat mir sin’ – luxembourgsk for ‘Vi vil forblive det vi er’.

Ordene stammer fra digteren Michel Lentz’ fædrelandskærlige sang ‘De Feierwon’ fra 1859. Hymnen er et vidnesbyrd om Luxembourgs lidelseshistorie og udtrykker det lille lands store glæde ved at have opnået uafhængighed i 1839. Mottoet på karnappen symboliserer luxembourgernes følelse af selvstændighed. Men på samme tid er det blevet et billede på landets nutidige multikulturelle dilemma.

Et åbenhjertigt og tillukket folkefærd
”Folk er på den ene side nærmest multikulturelle. De taler mange sprog. Vi åbner vores grænser på vid gab. Vi er ret inkluderende,” forklarer indfødte Liz Wenger, der er uddannet lærer i luxembourgsk.

I 2015 blev hun af magasinet ‘Politico’ udråbt til at være en af de mest indflydelsesrige personer i debatten om europæisk identitet.

”På den anden side når man bor der, oplever man, at det er svært at få venner, fordi luxembourgere holder sig for sig selv. Fordi vi er et lille land, er der den bekymring for, at nogen kommer og tager vores sprog og identitet fra os.”

Indvandring bragte velstand
Luxembourgs multikulturelle arv har sine rødder i den historiske sameksistens mellem fransk- og tysktalende befolkningsgrupper. Med landets blomstrende stålindustri op gennem det 19. og 20. århundrede voksede behovet for at importere fremmed arbejdskraft.

I begyndelsen var det især italienere, senere portugisere, der flokkedes til landet for at arbejde. Uden fremmed arbejdskraft ville Luxembourgs nuværende stabile og velhavende økonomi ikke være mulig. Landet er i dag Europas rigeste og på verdensplan næstrigest, efter oliestaten Qatar.

Flygtningestrøm truer selvstændigheden
Men penge og velstand er ikke alt. For den aktuelle europæiske flytningekrise og massive indvandring trækker veksler på landets ressourcer. Og som de regntunge skyer, der hænger faretruende over Péitrusse-dalen, presser mørke minder om fordums undertrykkelse sig på.

Omgivet af tre historisk, politisk og militært dominerende nabolande har Luxembourg gennem århundreder flere gange været ved at blive opslugt af sine overlegne naboer. Senest var under 2. Verdenskrig, hvor Tyskland besatte landet og forbød det luxembourgske sprog. Faktisk sås det at tale sproget som et symbol på modstand og national samlingskraft.

Luxembourg1
Blæksprutteburger – en italiensk specialitet i det multikulturelle Luxembourg

Fra dialekt til nationalsprog
Sprogforskere strides om, hvorvidt luxembourgsk, eller lëtzebuergesch, er et selvstændigt sprog eller blot en dialekt. For storhertugdømmet er der dog ingen tvivl om sprogets nationale symbolik. Med bølgen af luxembourgske forfattere såsom Michel Lentz i det 19. århundrede voksede sprogets popularitet, og i 1912 blev det indført som skolesprog.

I takt med den tyske undertrykkelse under 2. Verdenskrig udviklede sproget sig til en vigtig del af landets nationale identitet. Men det var ikke før 1984, at det blev ophøjet til nationalsprog, sidestillet med forvaltningssprogene fransk og tysk.

Luxembourgsk stadig i skyggen af fransk og tysk
Siden 2009 været et krav at lære luxembourgsk for at kunne få statsborgerskab i landet. Sprogkurser i luxembourgsk er af samme årsag populære blandt udlændinge. I 2015 tog hele 46% udlændinge imod tilbuddet om statstøttede kurser i luxembourgsk ifølge landets udlændingestyrelse OLAI.

Men når den sidste side i kursusbogen ‘Lëtzebuergesch fir all dag’ er vendt, melder hverdagens virkelighed sig. For det luxembourgske sprog lever reelt en tilværelse i skyggen af fransk og tysk. Emiliano del Vecchio fulgte et begynderkursus i luxembourgsk under et toårigt studieophold på Luxembourgs Universitet. Han har oplevet de begrænsede muligheder for at bruge og holde sproget vedlige i dagligdagen:

”Du kan ikke rigtig øve det. Du kører rundt i gaderne, og så er alle skilte på fransk. Er jeg i Frankrig?” gestikulerer han grinende og afslører sin italienske baggrund.

På en restaurant var Emiliano de Vecchio engang vidne til en grotesk situation:

”En lokal fyr bestilte på luxembourgsk, og tjeneren var fransk. Tjeneren fortsatte bare med at tale fransk. Og fyren fortsatte med at tale luxembourgsk. Det var en slags magtdemonstration.”

En kamp for eget sprog i eget land
I frustration over at måtte kæmpe en kamp for at få lov at tale luxembourgsk i deres eget land, er nogle indbyggere begyndt at tage sagen i egen hånd.

”Det ville være bedre at se skriftligt luxembourgsk mere udbredt i hverdagen. Prisskilte, gadeskilte – aviser! Det er chokerende for mig – ‘Luxemburger Wort’ er på tysk og fransk. Hallo mand!” udbryder Liz Wenger hovedrystende.

I 2013 grundlagde hun onlineportalen learnluxembourgish.com for at fremme anvendelsen af det skrevne luxembourgske sprog på internettet og de sociale medier.

”Det er fremtiden, tror jeg. Det er her, hvor det luxembourgske sprog har set en opblomstring i de senere år. Fordi som luxembourgere skriver vi faktisk på luxembourgsk på Facebook.”

Men til hendes store skuffelse var myndighederne ikke interesserede i at støtte onlineprojektet økonomisk:

”Jeg føler, at jeg kæmper min egen kamp for det her sprog uden nogen støtte.”

Luxembourgs sproglige paradoks
Også Wüssal Gafaroff er gået til kamp for at udbrede det skrevne sprog i det offentlige rum. Han er oprindelig fra Aserbajdsjan, men lærte sig selv luxembourgsk og har nu efter 5 års ophold i Luxemborg opnået statsborgerskab. I marts 2016 forsøgte han at indsamle underskrifter nok til et lovforslag om at gøre brugen af skriftligt luxembourgsk obligatorisk i al offentlig kommunikation på lige fod med fransk og tysk:

”Hvorfor påtvinger regeringen én at lære et sprog, som ikke anvendes i hverdag? For mig giver det ingen mening!”

Forslaget opnåede dog ikke de krævede 4500 underskrifter til at kunne blive behandlet i parlamentet, for emnet er ømtåleligt, mener Wüssal Gafaroff:

”Nogle mennesker synes at foretrække status quo, og de ønsker ikke at bringe noget som helst på banen, som kan true multikulturalismen i Luxembourg. Det er et multikulturelt land, og folk er stolte heraf.”

Det er paradoksalt, at de selvsamme borgere, som er stolte af landets multikulturelle arv, tilsyneladende ønsker at ‘forblive det de er’, når talen falder på udbrede det luxembourgske sprog på linie med tysk og fransk. Den luxembourgske selvrespekt vakler muligvis i egne konservative rækker. Men for udlændinge som Emiliano del Vecchio hersker der ingen tvivl om respekten for værtslandet og dets sprog:

”Jeg vil tale med luxembourgerne direkte på deres modersmål. Når du taler med folk på deres modersmål, taler du til deres hjerte.”

IMG_0162
Luxembourgsk er en moseldialekt af tysk med franske låneord

FAKTABOKS: Lille Luxembourg i en nøddeskal

Areal: 2586 kvadratkilometer (dvs. næsten som Fyn)

Indbyggertal: 543.202

Hovedstad: Luxembourg (103.641 indbyggere)

Befolkning: 57,0% luxembourgere; 16,1% portugisere; 6,1% franskmænd; 3,5% italienere; 3,1% belgiere; 2,4% tyskere; 11,8% øvrige nationaliteter.

BNP pr. indbygger: 110.697 US $ (Danmark: 59.831 US $)

Statsform: Konstitutionelt monarki

Officielle sprog: Fransk, tysk og luxembourgsk (lëtzebuergesch). Sidstnævnte er en moseldialekt af tysk – med franske låneord. Det tales af ca. 390.000 mennesker, hvoraf 265.000 opfatter det som deres hovedsprog. I 2011 satte UNESCO lëtzebuergesch på sin liste over ‘sårbare’ sprog, fordi dets brug er begrænset til visse steder, fx i hjemmet.

Lær luxembourgsk online:
http://learnluxembourgish.com
https://freelanguage.org/learn-luxembourgish
http://www.quattropole.org/en/e_learning
App til iPhone og Android: ‘Moiën’

Flyforbindelse: 2 daglige afgange mellem København og Luxembourg med Luxair: www.luxair.lu

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *